Virksomhederne i Esbjerg skriger efter specialiseret arbejdskraft. Manglen på medarbejdere er ikke ny, men nu sætter Esbjerg Kommune penge af til at få flere til byen. Jakob Toft, der er aktuel i Robinson Ekspeditionen, flyttede til Esbjerg i 2008 for at få sit drømmejob. Og det er folk som ham, der mangler.

Esbjerg Kommune har 5200 virksomheder, som primært er inden for industri- og energibranchen.
Foto: Caroline Froulund

Esbjerg Kommune afsætter penge i deres nye budgetaftale til at gøre Esbjerg til en mere attraktiv by at bo i. De ønsker at gøre en indsats for at få flere af de medarbejdere, som virksomhederne mangler, hertil.

Man har nemlig problemer med at få borgere med de rette kvalifikationer til at bosætte sig og arbejde i kommunen.

Det er helt konkret medarbejdere mellem 25 og 32 år med mellemlang eller lang videregående uddannelse, man mangler i kommunen. Det fortæller Esbjergs erhvervsforening Business Esbjerg.

Robinson-aktuelle Jakob Toft kan godt forstå, at de højtuddannede fra storbyen er tøvende. I 2008 flyttede han fra Aalborg til Esbjerg udelukkende for at arbejde. Han er selv uddannet landinspektør ved Aalborg Universitet.

”Dengang følte jeg, at det var et skridt tilbage i forhold til det liv, jeg var vant til i storbyen,” siger han om den beslutning.

Erhvervsvenlig kommune uden arbejdskraft

Esbjerg Kommune ligger nummer 10 på Dansk Industris liste over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark. Men deres erhvervsvenlighed i forhold til arbejdskraft er faldet markant siden 2022 ifølge Dansk Industris undersøgelse.

Det er der flere grunde til og med den nye budgetaftale, er det klart et problem, som kommunen er opmærksom på. Og det er erhvervslivet i den grad også. Business Esbjerg mener, at det både handler om geografiske udfordringer og byens ry.

Toft er heller ikke i tvivl om, at hvis det ikke var for at arbejde, var han aldrig rykket mod Esbjerg.

”Man kommer ikke lige forbi Esbjerg, og det kan også føles som en nedskalering i forhold til de større byer som Aarhus, Aalborg og København,” siger han om de forbehold, han havde, inden han flyttede til Esbjerg.

For Toft var jobtilbuddet i Esbjerg så attraktivt, at han ikke kunne afslå det. Det er i dag 15 år siden, at han rykkede mod Esbjerg, og der skreg byen på folk med uddannelser som hans. Det er samme problem, der er i dag.

En kamp mod fordomme

Toft kan sagtens sætte sig ind i, at folk ikke bare lige flytter til Esbjerg. Han skulle også vænne sig til det, da han først flyttede.

Birgit Bech Jensen, der er kommunikationsmedarbejder for Business Esbjerg, peger på, at problemet handler meget om byens geografiske placering og industrielle ry.

Esbjerg ligger langt fra alt. Det gør, at mange ikke overvejer Esbjerg efter endt uddannelse.

Og så Esbjergs ry er også en faktor, der måske kan være med til at afskrække folk.

“Esbjerg havn er byens hjerte. Når man har industri som byens hjerte, så får byen et meget industrielt ry. Det tager fokus fra alt det kulturelle, der for eksempel er i byen. Det kan gøre det svært at tiltrække folk,” siger Birgit Bech Jensen.

Esbjerg skal være attraktiv

Toft fortryder ikke, at han rykkede mod sit drømmejob i Esbjerg. Han arbejder stadig samme sted og har slået sig ned i byen.

Men hvis Esbjerg skal have de medarbejdere, de lige nu skriger efter, så skal det også virke som en attraktiv kommune at bo i, inden man flytter hertil.

Og hvis de skal beholde dem, skal det forblive en attraktiv kommune.

Om Esbjerg Kommunes midler til rekruttering og fastholdelse af højtuddannede unge kommer til at få flere som Toft til kommunen, er ikke til at sige. Der er ikke nogle konkrete tiltag fra den nye budgetaftale endnu.