I organisationen Dialog mod Vold ønsker man at bekæmpe partner vold ved at tage udgangspunkt i voldsudøveren. Til november forventer de at være klar til at åbne en ny afdeling i Esbjerg.
Af Johan Dyrved Holm

Til november åbner Dialog mod Vold dørene op for deres nye afdeling i Esbjerg. Her er det planen, at voldsramte familier skal kunne komme og få gratis hjælp til et liv uden vold.
Hos Dialog mod Vold tager behandlingen udgangspunkt i voldsudøveren, men inddrager alle parter. Det er nemlig vigtigt at anerkende, at det er dem, der er roden til problemet, understreger direktør for Dialog mod Vold, Jesper Rønn-Simonsen.
“Problemet, når der er vold i familier, er ikke dem der bliver udsat for vold, det er dem, der udøver vold, som skal standse deres adfærd, og det er det vi gør.”
Behandlingen bliver skræddersyet til de enkeltes behov, og man forventer at kunne varetage 50 til 100 behandlingsforløb årligt i Esbjergs afdeling. Et typisk behandlingsforløb består blandt andet af samtaler med specialuddannede psykologer og varer typisk 6 til 12 måneder.
På landsplan opererer Dialog mod Vold i København, Aarhus, Odense og Aalborg, hvor man har haft succes med projektet. Nu vil man videreføre projektet i Esbjerg, hvor der er klare succeskriterier.
“Vi vil etablere os som et benyttet og populært tilbud her i Esbjerg. Vi skal holde vores høje succesrater, der betyder, at hos over 80 procent af dem, der gennemfører vores forløb, er der ikke vold et år efter” siger Jesper Rønn-Simonsen.
Projektet er på finansloven og er en del af Digitalisering- og ligestillingsministeriets handleplan imod partnervold og partnerdrab. Foreløbigt er der afsat penge til de første tre år.