Antallet af overlevende efter hjertestop uden for hospitalet er firedoblet de seneste 20 år.  Denne udvikling kan især skyldes Hjerteløberordningen, som giver frivillige mulighed for at redde liv.

Årligt rammes 5000 danskere af hjertestop udenfor hospitalet. Det svarer til 14 personer hver dag. I 2022 overlevede over 14%, mens det i 2002 blot var 4%. Denne udvikling kan skyldes det stærkt øgede antal af hjerteløbere.

28-årige Karen Knudsen har været Hjerteløber i Esbjerg i tre år. Foto: Karen Marie Gejl

Alle kan hjælpe  

I dag er over 155.000 danskere tilmeldt som hjerteløbere, og dette er en tredobling siden 2019. Over 25.000 hjerteløbere bor i Region Syddanmark, og en af dem er 28-årige Karen Knudsen fra Esbjerg.

Efter Karens værnepligt fik hun godt styr på førstehjælp, og derfor følte hun sig endnu mere kompetent til at melde sig som Hjerteløber. Men selv hvis hun ikke havde udbygget sit førstehjælpskursus, ville hun stadig have meldt sig:

”Jeg mener, det hedder førstehjælp af en grund, og det er fordi, man er den første, der hjælper. Så uanset hvad man gør, kan man næsten ikke gøre noget forkert.”

Grethe Thomas, projektchef I Trygfonden, har været med til at starte Hjerteløberordningen:

”75% af alle hjertestop sker i folks private hjem, og det ved man jo ikke en pind om, når man går forbi nede på gaden. Så tænkte vi, at vi bliver nødt til at kombinere en hjertestarter og en hjerteløber mod hjertestop.”

Trygfondens Hjerteløber-app giver alarm, når der er en, der har fået hjertestop i nærområdet.
Foto: Karen Marie Gejl

Flere Hjerteløbere til yderområderne

Alarmeringsradiussen for Hjerteløbere er blevet sat op fra 1,8 km til 5 km for at få mere hjælp ud til byerne, hvor der er længere mellem Hjerteløberne.

”Hvis man tager de lokale briller på, så øger Hjerteløber ordningen især trygheden, fordi man ved, at hjælpen er nær, især i de områder, hvor der er lange responstider på ambulancerne. Så kan man træde til og hjælpe hinanden,” siger Grethe Thomas.

I de mindre befolkede områder er der større sikkerhed for tilgængelige Hjerteløbere med den udvidede radius.  

”Jo flere Hjerteløbere, vi har i puljen, jo bedre. Især i yderområderne, hvor der er langt mellem husene,” siger Grethe Thomas.  

Men for at få flere Hjerteløbere til at tilmelde sig, mener Karen, at det skal gøres tilgængeligt for alle.

”Hvis Hjerteløberappen generelt var installeret på alle telefoner, tror jeg flere ville have modet til at kaste sig ud i at hjælpe. Uanset hvad er det bedre at gøre noget end ikke at gøre noget.”

Tal hentet fra www.hjertestarter.dk