Lokal musiker efterspørger, at kulturbyen Esbjerg gør mere for at give plads til byens egne kunstnere, når de afholder festuge. Kommunen siger, at folk vil høre det, de kender.

Dette er et AI-genereret billede, der er lavet ved hjælp af Ideogram.ai

Når Esbjergenserne hvert år samles til festugen, er det med højt humør og massevis af fadøl i hanerne. Scenerne indtages af musikere og kunstnere fra hele landet, eller hvad? Martin Majgaard, som er singer/songwriter og bosat i Esbjerg, fremhæver, at der ikke er fundet plads til lokale musikere på det farvede program – dette på trods af meldinger om et smalt budget til booking af kunstnere.

Budgettet er stramt, og de lokale er billige

Esbjerg kommune bidrager med 725.000 kr. til festugen, og bookingbudgettet har ikke ry for at være stort. Derfor undrer det Martin Majgaard, at kommunen ikke gør brug af den, ifølge ham, kæmpe pulje af lokale musikere, der brænder for at få scenetid.

”Vi skal bare bruge en palle i en baggård en torsdag aften – mere kræver vi ikke, vi vil bare spille!”

Martin Majgaard understreger, at ham og andre musikere i samme klasse kun kræver beskedne summer, og at kommunen kunne booke tre til fire af disse kunstnere for samme pris, de bruger på en enkelt udefra.

Musikalsk mangfoldighed

Martin Majgaard har fuld forståelse for, at kommunen er interesserede i, at festugen kan præsentere store velkendte navne på de store scener i festugen – og han understreger, at han ikke forventer, at de lokale skal spille de store scener op, slet ikke torsdag-lørdag aften. På trods af dette, forstår han ikke, hvorfor man, når man gerne vil kendes som en kulturby, ikke finder plads til noget af den lokale kultur på gadehjørner og i baggårde.

”Hvis du gerne vil være kulturby, så bliver du også nødt til at have snuden i undergrundsmiljøet.”

Martin Majgaard understreger, at han er meget glad for at bo i Esbjerg, og at ønsket om at bidrage til en mere alsidig festuge bestemt ikke overskygger hans kærlighed til byen.

Så hvorfor booker man ikke de lokale?

I en artikel, som ugeavisen Esbjerg bragte lige efter festugen, siger Thomas Reil, der er kommunikationschef i kommunen, at kommunen ”forsøger at booke det bedst mulige med de midler de har.” Han understreger desuden, at folk i Esbjerg helst vil høre noget, de kender, og at de booker med tanke på dette. I forbindelse med denne artikel er kommunen på ny blevet kontaktet med spørgsmål omkring, hvad de prioriterer, når de booker kunstnere til den slags arrangementer. De har lovet at vende tilbage med et svar, men det er ikke kommet endnu.