Et nyt initiativ i Esbjerg skal give unge mere indflydelse på kommunens politik. Det står udvalgte børn og unge fra kommunen for i det nye ungebyråd.  

Ungebyrådet er for alle unge esbjergensere mellem 14-25 år og sidder i en periode på et år. Foto: Esbjerg Kommune.

Flere og flere kommuner i Danmark åbner for idéen om, at unge skal have mere indflydelse på lokalpolitik. Byer som Aarhus, Aalborg, Kerteminde og nu også Esbjerg har indført et ungebyråd. Formålet er at unge får indflydelse på deres lokalområde og indblik i den demokratiske proces.

For 18-årige Ebbe Midtgaard Clausen var det en plakat om det nyoprettede ungebyråd i Esbjerg Kommune, der satte tankerne i gang.

”Det med at have noget at sige om de ting, der sker i ens egen kommune,” var for Ebbe en af de ting, der gjorde, han meldte sig til ungebyrådet.

Ungebyrådet i Esbjerg

Ungebyrådet består af en broget flok børn og unge fra hele Esbjerg Kommune. Den yngste er 13 år og går i folkeskole, andre går på en af de forskellige ungdomsuddannelser. Nogle går ikke så meget op i politik, mens andre er del af ungdomspartier.

”Vi har helt klart noget at trække på, hvis vi kan få os ordentlig flettet sammen, så har vi noget trækkraft til at have indflydelse på kommunens politik,” forklarer Ebbe Midtgaard Clausen.

Når ungebyrådet kommer med et forslag, bliver det fremsat for det relevante udvalg, der behandler forslaget. Derudover kan alle unge i kommunen komme med forslag og emner til ungebyrådet.

De bestemmer selv

”Hvad de har lyst til at lave af tiltag i kommunen, er op til dem,” fortæller Stinne Vendelbo, der er projektkoordinator på Esbjerg Ungdomsskole, hvor hun står for ungebyråds projektet i samarbejde med kommunen.

Allerede på det første møde for det nyudnævnte ungebyråd, blev der fundet på ideer, de kan arbejde videre med. Da de mødtes første gang i mandags blev der brainstormet på potentielle ideer. Det var ideer som at offentlig transport skulle tilpasses bedre til dem, der skal i skole og at skolerne er travle og fyldt med lektier. Alle de emner danner et afsæt for, hvad ungebyrådet skal diskutere på deres første reelle møde på mandag.