Budgetaftalen i Esbjerg Kommune møder hård kritik fra flere borgere. Kommunen sparer massivt på det offentlige, og det vil påvirke mange i Esbjerg og omegn. Men selvom byrådet leder efter hver en krone, er de ikke villige til at skære ned i egne rækker.

Skrevet af
Lukas Palm Eriksen og Maria Volf Jensen
Pensionisten John Jensen, der har fulgt med i kommunens budgetforhandlinger, er langt fra tilfreds. Han forstår ikke, hvorfor lokalpolitikerne ikke sparer på antallet af byrådsmedlemmer. Han mener, at 25 ansatte nemt kan det samme som 31. Han påpeger, at pengene hellere skulle bruges på andre områder.
“Ældre mennesker kan snart ikke få en ren ble efterhånden. Det synes jeg er komplet uværdigt og dybt, dybt beklageligt,” siger John Jensen.
John er ikke bange for, at færre byrådsmedlemmer vil påvirke demokratiet i Esbjerg Kommune. Som han selv påpeger, er indbyggertallet ikke ligefrem stigende.
“Jeg kan slet ikke forestille mig, at det vil skabe nogen som helst forandring. Tværtimod”
Borgerne undrer sig
På gågaden i Esbjerg er der også en klar holdning til byrådets besparelser. Esbjerg Tidevand møder en mor, der går tur med barnevogn. Hun kan ikke forstå, hvordan lokalpolitikerne sparer på børn og unge, når det er stik modsat af, hvad kommunen ønsker på det område.
“Man kunne nok godt undgå de seks lokalpolitikere, og så have lidt mere fokus på børnene. Det er meget kritisabelt og utilfredsstillende,” lyder det fra moren.
Esbjerg Tidevand møder også en anden kvinde på gågaden, som ligeledes hellere vil spare politikerne væk.
“Der er mere behov for penge i dagplejen og institutionerne, end der er til 20-30 mand på pinden,” siger esbjergenseren.
En del af politiker-livet
Anden viceborgmester Jørn Boesen Andersen (F) synes, at det er vigtigt for kommunen at have et byrådsstyre, der kan fungere godt. For at det skal lykkes, skal byrådet helst spredes ud over hele kommunen.
“Det betyder meget for en stor kommune som Esbjerg at være repræsenteret fra alle hjørner i kommunen,” lyder det fra Jørn Boesen Andersen, som dog medgiver, at besparelserne er beklagelige:
“Det er selvfølgelig kedeligt, at man for eksempel skal beskære åbningstiden i daginstitutionerne. Men en del af forudsætningen er, at der skal indgås kompromisser for at få budgettet i hus.”
Forskningslektor og Centerleder ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Roger Buch mener ikke, at besparelserne på en reduktion af byrådets medlemmer har stor betydning for kommunens økonomi. Han giver Jørn Boesen Andersen ret i, at skærer man ned på byrådsmedlemmer, har det en betydning for demokratiet, da man ikke længere er lige så bredt repræsenteret i byrådet.
Ifølge Roger Buch er det ikke overraskende, at folk ikke er tilfredse. Sådan gælder det for stort set alle de besparelser, som politikerne gennemfører – eller ikke gennemfører. Det er noget, som man skal leve med som politiker.
“Man ikke lave sådan et budgetforlig, hvor man har befolkningen stående på sidelinjen og klappe. Det er en del af demokratiet, og politikerne tage med, at der er nogle borgere, som ser skævt til, hvad de har besluttet, eller i det her tilfælde ser skævt til, hvad de ikke har besluttet.”
Forslaget til budgetaftalen kan læses her.
Den endelige budgetaftale, som blev vedtaget den 14. september, kan læses her.
Esbjerg Tidevand
Hvor vores historier altid kommer med en bølge af information